Kenyas regering var advaret om terrorrisiko

Af rapporten, der er dateret 21. september 2012, fremgik, at somaliske militante fra terrornetværket al-Shabaab planlagde et angreb mod indkøbscenteret. Det fremgår ikke af rapporten, hvilke beviser der underbyggede efterretningen.

»Følgende mistænkte al-Shabaab-agenter er i Nairobi og planlægger at udføre selvmordsangreb på en ukendt dato mod Westgate-centeret,« fremgår det ifølge The Wall Street Journal af rapporten, som avisen har set en kopi af.

Ifølge BBC skal fremtrædende kenyanske embedsfolk - herunder lederen af den nationale efterretningstjeneste NIS, Michael Gighangi, mandag udspørges om sagen i det kenyanske parlaments forsvarskomité.

Talsperson Manoah Esipisu fra det kenyanske præsidentkontor afviste søndag at udtale sig om efterretningsrapporten og om der blev taget sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med advarslen fra NIS.

Ifølge BBC havde finansminister Julius Rotich, udenrigsminister Amina Mohammed, forsvarsminister Raychelle Omamo og indenrigsminister Joseph Ole Lenku modtaget efterretningsdokumentet, som angiveligt også blev sendt til chefen for Kenyas forsvar, Julius Karangi.

Kenyas indenrigsminister, Joseph Ole Lenku, afviste ifølge BBC også at kommentere sagen søndag.

Lørdag skrev nyhedsbureauet AFP, at en anonym embedsmand havde bekræftet, at flere ministre og Kenyas hærchef desuden havde modtaget en advarsel fra Israel om, at en plan om at gennemføre et større angreb mod israelsk-ejede bygninger i Kenya var under opsejling.

Mindst 67 personer blev dræbt og mange blev såret i angrebet mod Westgate, der fandt sted 21. september.

Dagens Gossip

Dagens TV