Kerry: Abbas vil fortsat forhandle med Israel

»Jeg skal have samtaler med præsident Abbas i dag (tirsdag, red.), og han er stadig fast besluttet på at komme til fredsforhandlingerne, fordi han tror, at forhandling er det, der skal løse den her sag,« siger John Kerry ifølge Reuters.

Israels beslutning om at godkende planer om at bygge 942 nye bosættelser i Gilo-bydelen i Østjerusalem, der kom blot to dage efter, at den israelske regering også godkendte planerne om at bygge 1.200 nye bosættelser i Østjerusalem og på Vestbredden, skabte ellers vrede blandt flere palæstinensiske politikere tirsdag. Flere hævder, at bosættelserne kaster skygger over de kommende forhandlinger, der skal foregå i netop Jerusalem.

»De, der gør sådan nogle ting, er fast besluttet på at underminere fredsforhandlingerne og tvinge folk som os til at forlade forhandlingsbordet,« siger palæstinensernes chefforhandler, Saeb Erekat.

Israels beslutning har også skabt dybe panderynker i udlandet, blandt andet i det amerikanske udenrigsministerium.

»Vi vil fortsat gøre den israelske regering opmærksom på vores alvorlige bekymringer. Vores politik har ikke ændret sig. Vi accepterer ikke legitimiteten af de fortsatte bosættelsesaktiviteter,« sagde en talskvinde fra ministeriet mandag.

I store dele af verden anses bosættelserne for at være ulovlige, og palæstinenserne siger, at de israelske bosættere nægter dem en levedygtig og sammenhængende stat.

Omkring 500.000 israelere bor på Vestbredden og i Østjerusalem, som ellers hovedsageligt er palæstinensisk, og som Israel besatte under Seksdageskrigen i 1967. Ifølge international lov er bosættelserne ulovlige.

Som en del af de nye fredsforhandlinger har Israel lovet at løslade 104 palæstinensiske fanger i fire faser over en periode på otte måneder. Den første gruppe, 26 palæstinensiske fanger, blev løsladt søndag.

Dagens Gossip