Kerry: Afblæs egyptisk undtagelsestilstand nu

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har onsdag aften talt med sin egyptiske kollega og givet udtryk for, at undtagelsestilstanden bør ophæves.

»Vi mener, at undtagelsestilstanden skal afsluttes så hurtigt som muligt,« siger John Kerry ifølge New York Times.

»Vold er ganske enkelt ikke nogen løsning i Egypten eller andre steder,« siger han og understreger, at USA fordømmer »blodsudgydelserne«.

Onsdag aften blev 41 personer desuden meldt dræbt efter politisk motiverede kampe i Minya-provinsen, der ligger omkring 200 kilometer syd for hovedstaden, Cairo. Seks af de dræbte er ifølge nyhedsbureauet Reuters politibetjente.

Tidligere onsdag lød det samlede dødstal på mindst 149. 1.403 personer er ifølge de egyptiske sundhedsmyndigheder såret efter onsdagens uroligheder.

Kort tid efter at den egyptiske regering indførte undtagelsestilstand, blev to topledere i Det Muslimske Broderskab, som den kuppede præsident Mohamed Morsi tilhører, anholdt af egyptisk politi. Mohamed el-Beltagy og Essam el-Erian blev anholdt, efter at politiet ryddede den protestlejr, som i de seneste uger har demonstreret til fordel for Mohamed Morsi i det østlige Cairo.

Førstnævnte, Mohamed el-Beltagy, mistede tidligere onsdag sin 17-årige datter, Asmaa, i forbindelse med rydningen af protestlejrene.

Asmaa el-Beltagy blev ifølge sin bror dræbt af egyptiske sikkerhedsstyrker, som skal have skudt den 17-årige pige i brystet og ryggen, skriver BBC.

Dagens Gossip

Dagens TV