Kerry diskuterer syrisk våbenhvile med Rusland

USA og Rusland har forhandlet løsninger på konflikten i Syrien før næste uges fredskonference i Schweiz, og blandt de diskuterede punkter er et forslag om indførelse af "regional våbenhvile".

- Vi har talt om muligheden for at erklære våbenhvile, siger USA's udenrigsminister, John Kerry, ifølge al-Jazeera.

Mødet har stået mellem John Kerry og hans russiske kollega Sergej Lavrov i Paris.

Parterne har også diskuteret muligheden for fangeudveksling mellem oppositionen og Bashar al-Assads styre, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Sergej Lavrov har Assad-regeringen sagt, at den overvejer at åbne områder for nødhjælp, specielt omkring Damaskus-forstaden Ghouta.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip