Kerry diskuterer syrisk våbenhvile med Rusland

Skrevet af admin

13/01/2014

Dagens topnyheder

USA og Rusland har mandag forhandlet løsninger på konflikten i Syrien før næste uges fredskonference i Schweiz, og blandt andet foreslås "regional våbenhvile".

- Vi har i dag talt om muligheden for at tilskynde til våbenhvile. Måske en regional våbenhvile i Aleppo, siger USA's udenrigsminister, John Kerry.

Mødet mellem John Kerry og hans russiske kolleg, Sergej Lavrov, finder sted i Paris.

Parterne har også diskuteret muligheden for fangeudveksling mellem oppositionen og Bashar al-Assads styre.

Ifølge Sergej Lavrov har Assad-regeringen sagt, at den overvejer at åbne områder for nødhjælp, specielt omkring Damaskus-forstaden Ghouta, der har været under belejring længe.

Efter planen skal Geneve II-fredskonferencen indledes 22. januar, og det tidspunkt bliver bekræftet af USA og Rusland på mødet i Paris.

Den syriske opposition har hidtil afvist at deltage, og den har udskudt sin endelige beslutning til kort før konferencen.

Ifølge FN er flere end 100.000 mennesker dræbt, siden uroen brød ud i Syrien i foråret 2011 med krav om Bashar al-Assads afgang.

Den seneste tid har konflikten, som fortsat kræver mange ofre dagligt, været præget af interne kampe mellem oppositionens fundamentalistiske grupper.

/ritzau/Reuters