Kerry: Egypten har rammen til en våbenhvile i Gaza

Skrevet af admin

22/07/2014

Mest læste i dag

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, understreger tirsdag eftermiddag, at et egyptisk initiativ om våbenhvile i Mellemøsten udgør rammen for at ende blodsudgydelserne i Gazastriben.

- Der er et rammeforslag til at ende volden, og det rammeforslag er det egyptiske initiativ, siger Kerry på et fælles pressemøde med den egyptiske udenrigsminister, Sameh Shukri.

Kerry opfordrer Hamas, der i over to uger har sendt raketter mod Israel, til at søge forhandlinger baseret på Egyptens forslag, som den islamistiske gruppe allerede har forkastet.

- Hamas skal træffe et fundamentalt valg, og det er et valg, der vil have grundlæggende betydning for befolkningen i Gaza, siger Kerry.

Hamas har imidlertid påpeget, at den egyptiske plan ignorerer gruppens krav om løsladelse af fanger, ligesom palæstinenserne også ønsker en omfattende lettelse af den økonomiske blokade mod Gazastriben.

Egypten, der tidligere har ageret mægler i konflikten, er dybt mistænkelig over for Hamas, fordi gruppen har rødder til Det Muslimske Broderskab, som den egyptiske hær med landets nuværende præsident, Abdel Fattah al-Sisi, væltede fra magten for et år siden.

Hamas har beskyldt Egypten for at fryse palæstinenserne ud af forhandlingerne om forslaget til en våbenhvile, men Kairo insisterer på, at alle palæstinensiske fraktioner er blevet konsulteret.

John Kerry siger, at han vil fortsætte med at arbejde på en våbenhvile i de kommende dage.

/ritzau/Reuters