Kerry er ankommet til Kabul for at mægle

Skrevet af admin

11/07/2014

Dagens topnyheder

USA's udenrigsminister, John Kerry, er fredag morgen lokal tid landet i Afghanistans hovedstad, Kabul, hvor han skal mødes med præsidentkandidaterne Abdullah Abdullah og Ashraf Ghani i et forsøg på at lægge en dæmper på spændingerne efter stemmeoptællingen af præsidentvalget.

Der er opstået usikkerhed om resultatet af præsidentvalget i landet, efter Den Uafhængige Valgkommission ud fra en foreløbig optælling forleden erklærede Ashraf Ghani som vinder af den anden valgrunde, der blev afviklet 14. juni.

Abdullah Abdullah, der én gang før har tabt et præsidentvalg i Afghanistan, har erklæret sig selv som den sande vinder og siger, at der har fundet massiv valgsvindel sted.

Det usikre valgresultat har skabt international frygt for, at vil komme nye, etniske spændinger i landet, der er domineret af forskellige stammer.

John Kerry skal foruden at mødes med kandidaterne, også mødes med den siddende præsident, Hamid Karzai samt medlemmer af Den Uafhængige Valgkommission. Kerry vil have kandidaterne til at acceptere en omfattende undersøgelse af de påståede svindelanklager.

Ifølge en udtalelse fra det amerikanske udenrigsministerium, støtter USA hverken den ene eller anden kandidat, men "et troværdigt og gennemsigtigt" resultat.

USA har advaret begge kandidater om, at hvis nogen af dem forsøger at komme uretmæssigt til magten, vil USA straks stoppe sin milliardbistand til landet.

Der er fortsat omkring 30.000 amerikanske soldater i Afghanistan. USA's præsident Obama har sagt, at alle amerikanske styrker vil være ude af landet med udgangen af 2016.

Ifølge det foreløbige valgresultat, har 56 procent af afghanerne stemt på Ashraf Ghani, men kun 43 procent har stemt på Abdullah Abdullah, der ellers var forhåndsfavorit.

Det endelige resultat af præsidentvalget offentliggøres 22. juli.

/ritzau/Reuters