Kerry er optimist efter fredsmøde i Mellemøsten

Skrevet af admin

04/01/2014

Dagens topnyheder

Trods fortsatte provokationer er der fremskridt at spore i fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere, hævder den amerikanske udenrigsminister, John Kerry.

Den optimistiske udmelding fra Kerry faldt fredag, efter at han de seneste dage har holdt samtaler med begge parter.

- Jeg er overbevist om, at de samtaler, vi har haft de seneste to dage, allerede er konkretiseret og har løst visse problemer og åbnet nye muligheder for andre, siger John Kerry.

Det er Kerrys 10. besøg det seneste år til Mellemøsten, hvor han senere lørdag møder Netanyuhu.

Palæstinenserne og israelere genoptog fredsprocessen sidste sommer på amerikansk initiativ. Det er målet, at en endelig aftale skal ligge klar inden for ni måneder.

Det er ellers ikke forsoning, israelere og palæstinensere har prædiket i medierne den seneste tid.

Begge parter har offentligt betvivlet modpartens reelle intentioner i fredsprocessen.

- Der er stigende tvivl i Israel om, hvor interesserede palæstinenserne er i fred, sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, forud for forhandlingerne.

Også på den anden side hersker udbredt skepsis over Israels intentioner, ikke mindst på grund af israelernes fortsatte udvidelser af bosættelser på palæstinensisk territorium.

John Kerry var fredag i Ramallah til møde med præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas.

/ritzau/Reuters