Kerry flyves til USA efter styrt på Tour de France-ruten

Skrevet af admin

01/06/2015

Mest læste i dag

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, bliver fløjet hjem til yderligere behandling i Boston efter en cykelulykke i Alperne søndag.

Kerry brækkede benet i et cykelstyrt i Frankrig, hvor ministeren, ifølge Reuters, kørte en del af ruten til årets Tour de France.

- Udenrigsminister Kerry bliver transporteret til Boston i militærets transportfly C-17, siger John Kirby, som er talsmand for udenrigsministeriet i Washington.

Ekstra militært sundhedspersonale vil assistere ministeren på turen fra Geneve til Boston.

Lårbenet er brækket tæt på den hofte, hvor Kerry tidligere er blevet opereret.

Udenrigsministeren blev søndag formiddag fløjet med helikopter til et universitetshospital i Geneve i Schweiz.

Det brækkede ben har betydet, at Kerry har aflyst besøg i Madrid og Paris.

Operationer og gips kommer ikke til at stoppe den 71-årige udenrigsminister, mener Jennifer Psaki, som er talskvinde i Det Hvide Hus og som tidligere har arbejdet i udenrigsministeriet.

- Jeg vil meget gerne se den person, som på hospitalet forsøger at stoppe John Kerry i at forhandle og arbejde, mens han kommer sig over sit brækkede ben, skriver Psaki på Twitter.

En fotograf fra det franske nyhedsbureau har mandag observeret flyet C-17 - som normalt har hjemme på basen i den tyske by Rammstein - ventende i lufthavnen i Geneve.

Kerry er kendt for at være en ivrig cyklist. Han styrtede under en cykeltur nær Scionzier i Frankrig i et bjergrigt område nær grænsen til Schweiz.

Kerry var ude at cykle dagen efter et møde med sin iranske kollega, Mohammad Javad Zarif, i Geneve.

På de mange officielle rejser rundt i verden medbringer Kerry ofte sin cykel.

/ritzau/Reuters