Kerry forlod Mellemøsten uden rammeaftale

Skrevet af admin

06/01/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, forlod mandag Mellemøsten uden, at der var blevet fastlagt en ramme for de videre fredsforhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne.

Men efter sit 10. besøg i regionen som udenrigsminister insisterer han på, at der er sket fremskridt.

Under sit fire dages ophold ledede Kerry en intens diplomatisk offensiv, hvor han brugte mange timer i lukkede rum ved separate møder med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu og den palæstinensiske præsident, Mahmud Abbas.

- Der er en masse arbejde, som udestår, og en lang række vanskelige beslutninger skal træffes, siger kilder i den amerikanske delegation.

- På et tidspunkt vil vi stå med et dokument fra begge parter om, hvad de lægger vægt på af idéer, men det er ikke til at sige hvornår, hedder det videre.

Ifølge en rapport i det israelske dagblad Maariv forsøgte Kerry at presse Netanyahu til at gå med til at lade nogle palæstinensiske flygtninge vende tilbage til Israel, efter at de blev tvunget væk i 1948 ved statens oprettelse. Men Netanyahu afviste det, skriver Maariv.

- Der er stigende tvivl i Israel om, hvor interesserede palæstinenserne er i fred, sagde Netanyahu under den sidste del af Kerrys besøg.

Også på den anden side hersker udbredt skepsis over Israels intentioner, ikke mindst på grund af israelernes fortsatte udvidelser af bosættelser på palæstinensisk territorium.

Kerry var fredag i Ramallah til et møde med den palæstinensiske præsident.

Palæstinenserne og israelere genoptog fredsprocessen sidste sommer på amerikansk initiativ. Det er målet, at en endelig aftale skal ligge klar inden for ni måneder.

Kerry har også overraskende besøgt Jordan og Saudi-Arabien. Begge lande spiller ifølge USA en central rolle for fredsprocessen.

Kanal 10 på israelsk tv citerede mandag regeringskilder for, at Netanyahu skulle have sagt til medlemmer af Likud, at han vil komme med "territoriale indrømmelser" i Jordandalen, på Vestbredden eller i det annekterede Østjerusalem.

/ritzau/AFP