Kerry frygter IS får kontrol over olie i ustabilt Libyen

Skrevet af admin

02/02/2016

Dagens topnyheder

En international koalition bekriger lige nu Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak, men den ekstremistiske gruppe er også en alvorlig trussel i Libyen, advarer den amerikanske udenrigsminister.

På en international konference i Rom drøfter ministre fra 23 lande tirsdag, hvordan man kan nedkæmpe ekstremisterne.

Især går John Kerrys frygt på, om islamisterne kan vinde fuld kontrol over Libyens store olieressourcer.

Militante fra IS har vundet fodfæste ved havnebyen Sirte, og de håber at udvide deres selverklærede kalifat til det nordafrikanske land.

Kerry peger på, at man arbejder på og er "tæt på" at få en regering, der omfatter hele Libyen. Men faren for IS-udbredelse lurer, mener han.

- Landet har ressourcer. Det sidste, man ønsker sig, er et falsk kalifat med adgang til milliarder af dollar fra olieindtægter, siger John Kerry.

Libyen har været splittet mellem to rivaliserende grupper, som har haft hver deres parlamentariske forsamling i kølvandet på Muammar Gaddafis fald i 2011.

FN-mægling mellem de stridende militære og politiske parter i Libyen blev i januar udmøntet i en aftale om en samlet regering.

Men aftalen er endnu ikke ført ud i livet.

Libyen har ligget i ruiner, siden en international koalition på et FN-mandat bombede Muammar Gaddafis styre fra magten for fem år siden.

Koalitionen skulle ifølge mandatet beskytte civilbefolkningen. De vestlige kampfly vendte udviklingen i konflikten til fordel for oprørerne.

Flere lande overvejer ifølge nyhedsbureauet Reuters nye bombetogter over Libyen, denne gang mod IS. Men de afventer en accept fra et samlet parlament i Libyen.

Den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), er blandt deltagerne på mødet i Rom.

/ritzau/Reuters