Kerry i Europa for at samle opbakning til Syrien-angreb

John Kerry skal lørdag mødes med ledere fra Litauen, og han vil desuden holde en række uformelle samtaler med udenrigsministre fra EU-lande, oplyser det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde Jen Psaki til nyhedsbureauet AFP.

Her vil de blandt andet diskutere »Mellemøsten, inklusiv Syrien«, siger Jen Psaki.

John Kerrys mål i Vilnius er, at »fortsætte med at udlægge de beviser, vi (den amerikanske regering, red.) har indsamlet og at søge at udbrede støtten til et begrænset militært svar, der skal afholde Assad-regimet fra at lancere endnu et angreb med kemiske våben«.

Senere lørdag vil John Kerry flyve videre til Paris, hvor han skal diskutere sagen med franskmændene, der har vist sig som USAs stærkeste vestlige allierede i angrebsplanerne mod Syrien.

USAs præsident, Barack Obama, har i de seneste dage været i Rusland, hvor han har deltaget i G20-topmødet i Sankt Petersborg. Også han har arbejdet på at skabe opbakning til USAs planer om at give Syriens præsident, Bashar al-Assad, et kontant modsvar på formodet kemisk krigsførelse.

Det lykkedes imidlertid ikke præsidenten at nå til enighed med sit russiske modstykke, Vladimir Putin.

Vladimir Putin har understreget, at det vil være en overtrædelse af international lovgivning, hvis USA angriber Syrien uden mandat fra FNs Sikkerhedsråd. Han sagde desuden, at Rusland vil »hjælpe Syrien« og henviste til allerede eksisterende samarbejder mellem Syrien og Rusland om militær, humanitær hjælp og økonomisk støtte.

»Vil vi hjælpe Syrien? Det vil vi,« slog Vladimir Putin fast efter et møde med Barack Obama i Sankt Petersborg.

Splittelsen mellem lederne af G20-landene i spørgsmålet om Syrien blev cementeret i en erklæring fra 11 af landene, der opfordrede til et »stærkt internationalt svar« på det kemiske angreb.

Blandt de lande, der bakkede op om denne linje, var Storbritannien, Frankrig og Saudi-Arabien, mens Rusland, Kina og Tyskland ikke gjorde.

Dagens Gossip