Kerry: Iran kan spille rolle ved fredskonference

Iran kan få en værdifuld rolle i forbindelse med fredskonferencen i Geneve, hvor en løsning på konflikten i Syrien skal diskuteres.

Det mener den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, der i øjeblikket er på rundtur i Mellemøsten.

Han har dog vanskeligt ved at se, hvordan Iran - som er en af den syriske præsident Bashar al-Assads støtter - vil kunne bidrage på ministerielt niveau ved fredskonferencen, der er programsat til at begynde 22. januar.

Men på et pressemøde i Israel åbnede han søndag op for, at Iran kan få en væsentlig rolle fra sidelinjen ved konferencen, hvis landet ikke deltager officielt.

- Kunne de bidrage fra sidelinjen? Er der måder, man kunne forestille sig, at de kunne spille en rolle? Kan deres mission, som allerede er i Geneve, være der for at hjælpe under processen? Der er måder, hvor det kan ske, lyder det fra John Kerry.

Sammen med Rusland er Iran en af præsident Assads vigtigste støtter i konflikten, der nu har varet mere end to år, krævet over 100.000 menneskeliv og sendt millioner på flugt.

Iransk deltagelse ved fredskonferencen vil formentlig styrke en eventuel aftale om Syrien, og iranerne har tilkendegivet, at de gerne deltager, hvis de får en invitation.

Foreløbig har USA dog forment Iran adgang, da landet ved den seneste fredskonference i Geneve ikke skrev under på en central del af en rammeaftale, hvor det gøres klart, at en fremtidig syrisk regering skal dannes med gensidig forståelse mellem de nuværende magthavere og oppositionen.

Den del af aftalen tolkes af amerikanerne som om, at Assad ikke kan forblive ved magten.

Forholdet mellem Teheran og Washington er på det seneste tøet gevaldigt op, efter at Hassan Rouhani trådte til som præsident.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip