Kerry kæmper med at overbevise briterne

Med træt mine og tungt tryk på ordene kæmpede den amerikanske udenrigsminister mandag på et pressemøde i London med at overbevise skeptikere om, at det syriske styre er skyldig i et giftgasangreb.

- Vi ved, at Assads regime gav ordre til forberedelsen af et kemisk angreb. Vi ved, at han sendte styrker til det område, hvor angrebet fandt sted, siger John Kerry.

- Skal vi vende ryggen til det hele og holde et minuts stilhed? Og skal vi tro på, at han vil stoppe disse handlinger af sig selv? Hvis vi ikke gør noget, så tror de, at de kan intimidere alle og enhver, siger udenrigsministeren.

USA's præsident, Barack Obama, ønsker en kort militæraktion i Syrien som svar på giftgasangrebet 21. august. Præsidenten vil dog først høre Kongressen.

Den britiske regering har tidligere støttet amerikanerne i en sådan aktion, men ved en afstemning i Underhuset for to uger siden fik premierminister David Cameron nej til britisk deltagelse.

På mandagens pressemøde slog den britiske udenrigsminister, William Hague, fast, at briterne stadig står helt og aldeles bag USA diplomatisk.

Kerry kæmpede også med at feje al tvivl af bordet om, hvad amerikanerne egentlig vil.

- Vi skal gøre det klart for folk, at vi ikke taler om krig. Vi vil ikke i krig. Vi vil drage Bashar al-Assad til ansvar, men alene gennem en meget kortvarig aktion. Det er noget, der er sket mange gange tidligere, siger John Kerry.

- Risikoen ved ikke at handle er større end risikoen ved at handle.

Ikke alle føler sig overbevist af amerikanernes efterretninger om, at Assad-styret har udført giftgasangreb.

Det frustrerede tydeligvis den amerikanske udenrigsminister, som samtidig måtte medgive, at forløbet op til Irak-krigen har svækket tilliden til amerikansk bevisførelse.

- Jeg forstår den frygt. Jeg var selv i Kongressen, da vi stemte om Irak. Derfor har vi denne gang taget os ekstra meget tid til beslutningen, og vi har været meget forsigtige.

- Vi har lagt beviser frem, som ikke tidligere har været lagt frem i sager som denne.

/ritzau/

Dagens Gossip