Kerry rejser til atommøde: Håber på aftale med Iran

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, rejser fredag til Genève for at deltage i det igangværende topmøde mellem Iran og vestlige stormagter.

Et to dage langt møde blev torsdag indledt i den schweiziske by mellem Iran og de seks lande i den såkaldte 5+1-gruppe (USA, Frankrig, Storbritannien, Rusland, Kina og Tyskland).

Samtalerne har som mål at slutte en årtier lang strid om iranernes atomprogram.

John Kerry håber, at han kan være med til at sikre en foreløbig atomaftale med Iran, så de vestlige magter kan få vished om, at Iran ikke udvikler atomvåben, og så iranerne dermed kan slippe for nogle af de sanktioner, som lammer landets økonomi.

Diplomater i Genève siger, at en aftale er inden for rækkevidde, og også Iran er positive omkring mødet.

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, sagde torsdag, at der sker fremskridt i forhandlingerne, men at det samtidig er svært at mødes.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger i et interview med NBC News, at en foreløbig atomaftale i Genève ikke får den store effekt på sanktionerne over for Iran. Lempelsen vil være "meget beskeden", lyder det fra Obama.

/ritzau/Reuters