Kerry: Rusland er aggressiv

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, kalder Ruslands optræden i Ukraine for en "aggressiv handling".

- Jeg mener, at det er klart, at Rusland har arbejdet hårdt for at skabe et påskud for at være i stand til at invadere yderligere, siger Kerry, der er på besøg i Kijev, Ukraines hovedstad.

Her har han tirsdag haft et møde med Ukraines nye midlertidige ledelse, der støttes af Vesten.

Samtidig siger udenrigsministeren, at han håber, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil træde et skridt tilbage og lytte opmærksomt, for USA er ikke på udkig efter en større konfrontation.

- Vi søger ingen konfrontation. Der er en bedre måde for Rusland til at forfølge sine legitime interesser i Ukraine, siger Kerry på en pressekonference.

USA har erklæret, at militært samarbejde med Rusland er sat på pause, og der skal torsdag på EU-topmødet drøftes sanktioner mod Rusland.

- Hvis Rusland ikke vælger at deeskalere, så vil vore partnere ikke have andet valg end at slutte sig til os og udvide de skridt, vi i de seneste dage har taget for at isolere Rusland politisk, diplomatisk og økonomisk, siger Kerry.

/ritzau/Reuters