Kerry: Rusland må handle inden for få timer

Skrevet af admin

26/06/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, siger efter et møde med sin franske kollega, at det har afgørende betydning, at Rusland "i de kommende timer" begynder at opfordre separatisterne i det østlige Ukraine til at nedlægge deres våben.

- Vi er fuldstændigt enige om, at det er afgørende for Rusland, at det inden for de kommende timer - bogstaveligt talt - handler og bidrager til, at separatisterne nedlægger deres våben og indgår i en legitim forhandlingsproces, siger Kerry.

Den amerikanske udenrigsminister tilføjer: - Vi foretrækker ikke at gå i sanktions-modus.

Bemærkningen henviser til, at EU's ledere vil drøfte nye mulige sanktioner mod Rusland ved deres topmøde i Belgien, der indledes torsdag.

- Vi er alle enige om, at de må være forberedt, men vi ønsker ikke at indføre dem. Vi vil foretrække at se en bevægelse hen imod samarbejde mellem USA, Europa, Rusland og ukrainerne, understreger Kerry efter drøftelserne med sin franske modpart, Laurent Fabius.

Regeringen i Ukraine står ved den ensidige våbenhvile, som Ukraines præsident, Petro Porosjenko, erklærede i fredags.

- Vi står ved vores erklæring. Vi holder vores ensidige våbenhvile, siger Pavlo Klimkin, Ukraines udenrigsminister, som onsdag var til møder i Nato i Bruxelles.

Ukraine har hilst det velkomment, at overhuset i det russiske parlament har ophævet den tilladelse, som parlamentet tidligere gav præsident Vladimir Putin til militær intervention i Ukraine.

/ritzau/Reuters