Kerry skal diskutere Syrien med Ruslands udenrigsminister

Rusland har foreslået, at præsident Bashar al-Assad kan give slip på kontrollen med landets omdiskuterede kemiske våben for at undgå en militær straffesanktion under amerikansk ledelse.

Den syriske udenrigsminister, Walid al-Muallem, oplyste ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax tirsdag, at regeringen vil afsløre placeringen af sine kemiske våben, indstille produktionen af dem og fremvise dem for blandt andet FN, Rusland og andre lande.

Selv om USA håber, at Syriens regering er parat til at overlade kontrollen med sine kemiske våben til det internationale samfund, så kan et amerikansk angreb endnu ikke udelukkes, sagde John Kerry tirsdag.

Han sagde, at han håbede, at Bashar al-Assad og Walid al-Muallem »ville gribe chancen som en mulighed for at skabe fred i Syrien,« og opfordrede dem til i de kommende dage at hjælpe med »i samarbejde med Rusland at finde en formel, for hvordan disse våben kan blive overført til international kontrol og ødelagt,« skriver Reuters.

Også den amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel, holdt tirsdag fast i, at truslen om et angreb er afgørende for at tvinge Assad til at bøje sig i spørgsmålet om Syriens kemiske våben.

»For at denne diplomatiske mulighed får en chance for at lykkes, skal truslen om en amerikansk militæraktion - en troværdig, reel trussel om en amerikansk militæraktion - fortsætte,« sagde Chuck Hagel ifølge Reuters til Kongressens udvalg for de væbnede styrker.

Samtidig har yderligere otte lande tilsluttet sig den internationale erklæring, der fordømmer Syriens styre for brug af kemiske våben og opfordrer til en stærk international reaktion. Antallet af lande, der nu bakker op om erklæringen, er dermed oppe på 33, oplyste Det Hvide Hus tirsdag.

»Vi glæder os over, at yderligere lande udtrykker deres støtte til denne erklæring og vores fortsatte bestræbelser på at holde Assads regime til ansvar og håndhæve den internationale norm imod brugen af kemiske våben,« lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters i en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus.

Erklæringen blev vedtaget under sidste uges G20-topmøde i Sankt Petersborg i Rusland. De otte nye lande, der har tilsluttet sig kravet om en international reaktion, er Georgien, Guatemala, Kuwait, Malta, Montenegro, Panama, Polen og Portugal, skriver The Washington Post.

Tirsdag har Frankrigs præsident, Francois Hollande, USAs præsident, Barack Obama, og Storbritanniens premierminister, David Cameron, drøftet situationen over telefonen. Og de er enige om, at et militært angreb kan blive nødvendigt, fastslog en talsmand for Det Hvide Hus efterfølgende.

»Lederne diskuterede deres præference for en diplomatisk løsning, men understregede vigtigheden af fortsat at udvikle en bred vifte af modsvar over for den syriske regering,« sagde talsmand Jay Carney.

Flere lande med USA i spidsen hævder at have særdeles troværdige beviser for, at det syriske styre stod bag et giftgasangreb på en række forstæder til Damaskus 21. august i år. Ifølge Det Hvide Hus mistede flere end 1.400 mennesker livet under angrebet, men det afviser styret. Det hævder, at det er oprørsgrupper, der står bag angrebet med det kemiske våben.

Dagens Gossip