Kerry underskriver våbenhandelsaftale med FN

Aftalen, der omhandler konventionel våbenhandel på tværs af grænser og har til mål at holde våbnene ude af hænderne på kriminelle, kritiseres af den indflydelsesrige amerikanske våbenlobby National Rifle Association (NRA) for at undergrave den amerikanske suverænitet og for at udgøre et brud på amerikanernes forfatningsbundne rettighed til at bære våben.

»Det er et himmelråbende angreb på enhver lovlydig amerikaners forfatningsmæssige rettigheder og friheder. NRA vil fortsætte med at bekæmpe dette angreb på vores grundlæggende frihed,« sagde Chris Cox, der er administrerende direktør for NRAs afdeling for lovgivningsmæssige tiltag, ifølge Reuters i en erklæring onsdag.

USA, der er verdens største eksportør af våben, blev land nummer 91, der underskrev aftalen, da udenrigsminister John Kerry satte pen til papir under FNs generalforsamling i New York.

»Denne traktat vil ikke mindske nogens frihed, faktiske anerkender traktaten både individers og staters frihed til at skaffe, besidde og bruge våben til legitime formål,« sagde John Kerry onsdag, hvor han understregede, at USAs regering ikke ville gå må til en aftale, der udgjorde et brud på den amerikanske forfatning.

FNs kontor for afvæbningsanliggender oplyste også, at aftalen ikke »strider med den hjemlige våbenhandel og den måde, et land regulerer civil besiddelse«.

Yderligere 16 lande underskrev våbenaftalen onsdag, og dermed har i alt 107 lande tilsluttet sig aftalen.

Aftalen mangler endnu at blive ratificeret i det amerikanske senat, før den træder i kraft for USA.

Dagens Gossip