Kerry: Vi er tættere på fred i Mellemøsten end længe

Skrevet af admin

06/12/2013

Dagens topnyheder

Konflikten mellem israelere og palæstinensere er tættere på en løsning, end den har været i mange år, siger USA's udenrigsminister, John Kerry, efter sit seneste besøg i Mellemøsten.

- Jeg mener, at vi er tættere på fred, velstand og sikkerhed, som alle folk i denne region fortjener, end vi har været det i årevis, siger John Kerry.

Udenrigsministeren har bedt forhandlingsparterne om at mødes i den nyligt afdøde Nelson Mandelas ånd.

- Mandelas eksempel er et eksempel, vi alle bør bære i hjertet, når vi møder udfordringerne med at skabe en tostatsløsning, siger John Kerry.

- Skeptikerne tager fejl, når de siger, at fred i denne region er et uopnåeligt mål, siger Kerry og citerer Mandela: "Det synes altid umuligt, indtil det lykkes".

De positive bemærkninger faldt, da udenrigsministeren med sit følge fredag mødte journalister i Tel Avivs lufthavn, Ben Gurion.

Nelson Mandela døde torsdag aften i Sydafrika. Han skal begraves 15. december i Qunu, hvor han voksede op.

/ritzau/AFP