Kessler håber på hattrick i Herning

Det er ikke bare pæne ord til lejligheden, når Mikkel Kessler har talt varmt om Herning, før han i aften møder nordireren Brian Magee i Jyske Bank Boxen.

Den danske bokser har to gange tidligere bokset i den midtjyske by, og begge gange med et for Kessler fordelagtigt udfald.

I september 2009 forsvarede han sin WBA-titel, da han besejrede venezuelaneren Gusmyr Perdomo på teknisk knockout i fjerde omgang.

Sejren var ekstra vigtig for Mikkel Kessler, fordi han kort efter skulle deltage i Super Six-turneringen sammen med fem andre af verdens bedste boksere i supermellemvægt.

Kampen mod Perdomo var samtidig Kesslers første kamp i næsten et år, efter at han havde forladt promotor Mogens Palle på grund af kontraktstridigheder og var gået over til den tyske boksestald, Team Sauerland.

Den anden sejr i Herning kom i april 2010, fem måneder efter at Mikkel Kessler efter en skuffende indsats havde mistet WBA-titlen til amerikaneren Andre Ward i Super Six-debuten.

Pointsejren over WBC-verdensmesteren Carl Froch fra England står som en af de største præstationer i Mikkel Kesslers karriere.

Publikum blev trakteret med 12 hæsblæsende omgange i en kamp, som danskeren vandt med alle tre dommerstemmer.

Mikkel Kessler skulle også have bokset i Herning i efteråret 2010, men Super Six-kampen mod amerikaneren Allan Green blev aflyst.

Det skyldtes, at Kessler måtte trække sig fra turneringen på grund af problemer med øjnene.

Kampen mod Brian Magee er sat til at vare maksimalt 12 omgange.

Den gælder en mindre titel i WBA-regi, men mere vigtigt har vinderen ret til at udfordre WBA- og WBC-verdensmesteren Andre Ward.

/ritzau/

 

Dagens Gossip