Kessler smækker døren i for kassekamp: Det er slut

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

I februar meddelte Mikkel Kessler, at boksekarrieren var slut, og at han smed handskerne i ringen. Men han efterlod en lille kattelem, hvis nu kassekampen mod Carl Froch eller Andre Ward skulle dukke op.

Det gjorde kassekampen aldrig, og det er nu to år siden, Kessler sidst var i kamp og tabte til Froch. Derfor er sagen klar.

I det nye nummer af Euroman slår Mikkel Kessler fast, at der ikke kommer et comeback.

- Jeg har været klar til at tage den sidste kamp, hvis den rigtige kamp kom, men nu er der gået for lang tid. Dem, jeg gerne vil møde, vil ikke møde mig, siger Kessler til Euroman.

Kessler er træt af ventetiden på en eventuel kamp mod Froch, som ifølge danskeren ikke tør møde ham.

- Det har været holdt i gang, men når der ikke kommer noget nyt på bordet, stopper jeg. Jeg skal ikke bokse mere. Det er helt sikkert. Det er definitivt, siger Kessler.

Kessler fortæller også, at han skal under kniven på grund af et dårligt syn.

- Det skal opereres. Jeg ser også dobbelt, når jeg kigger oppefra og ned i en bestemt vinkel. Det begyndte, da jeg blev ramt i nakken under en sparring med Adonis Stevenson, der er verdensmester nu.

- Alle de skaller, jeg fik af Andre Ward senere hen, har ikke gjort det bedre. Jeg spiste også meget slik og drak mange sodavand tidligt i min karriere. Hvis jeg havde været mere sund dengang, havde jeg måske ikke været så skadet nu, siger han.

Kessler vil ikke længere holde liv i de mange spekulationer om en mulig sidste kamp.

- Jeg sidder ikke og tænker: "Ahh, skulle jeg lige have haft en kamp til?" Det er ok at sige stop. Det har været hårdt i mange år. Jeg er glad for min beslutning. Jeg skal videre, siger Kessler.

/ritzau/