Kesslers drømmemodstander vil møde en anden

Skrevet af admin

17/10/2014

Dagens topnyheder

Mikkel Kesslers håb om at møde Carl Froch i en tredje og afgørende bokseduel bliver sandsynligvis ikke til noget.

Den britiske boksestjerne satser på at lande en kamp mod mexicaneren Julio Chavez Junior i Las Vegas. Lykkedes det ikke, er Froch parat til at lade sig pensionere fra boksning efter en fin karriere med 33 sejre i 35 kampe.

- Hvis kampen mod Chavez ikke bliver til noget, så er der en stor chance for, at jeg trækker mig tilbage som en lykkelig mand, siger Froch til Sky Sports.

TV-stationen forholder Carl Froch muligheden for at møde landsmanden James DeGale. Til trods for at DeGale i 2008 vandt en OL-guldmedalje, mener Froch ikke, at DeGale har gjort sig fortjent til at møde ham.

For en uge siden fortalte Mikkel Kessler til DR, at Froch er hans "drømmemodstander".

Kessler har været i ringen med Carl Froch to gange tidligere i karrieren. Danskeren tabte sidste år til briten i London i en revanchekamp efter Kesslers sejr i Herning tilbage i 2010.

/ritzau/