Ketsjer-dronninger knuser modstand Down Under

Victoria Azarenka og Serena Williams, to af de største favoritter til at erobre titlen ved Australian Open, var natten til torsdag i aktion i anden runde af turneringen.

Selvom de begge vandt sikre sejre, så især Azarenka frygtindgydende ud. Det tog under en time for verdensetteren at spille sig til tredje runde af Australian Open med cifrene 6-1, 6-0.

Azarenkas stærke spil gik ud over græske Eleni Daniilidou, der blev dirigeret rundt i manegen af sidste års vinder af turneringen.

30-årige Daniilidou har ellers tidligere slået Azarenka, men det var tilbage i 2008, hvor Azarenka endnu ikke havde indtaget tennistronen.

Azarenka virkede opsat på at vise sine største konkurrenter, at hun også er i stand til at uddele dobbeltæg. Det gjorde Williams i første runde, mens Maria Sharapova har klaret 6-0, 6-0 i begge sine kampe.

Azarenkas dobbeltæg blev forpurret af Daniilidou, der holdt sit parti til stillingen 5-1. Men det blev også grækerens eneste parti, og kampen var overstået efter 55 minutter.

Serena Williams var derimod mindre overbevisende i første sæt i sin kamp mod den 19-årige spanier Garbine Muguruza, der ligger nummer 100 i verden.

Amerikaneren brød godt nok sin modstander i allerførste parti, men hun virkede uoplagt og det blev ikke bedre af, at hun slog sig selv i ansigtet med sin ketsjer og flere gange tog sig til munden.

Alligevel klarede hun at hive første sæt hjem - efter stort besvær med at bryde sin modstander til 6-2.

Andet sæt var en helt anden historie, hvor Williams dominerede og slog sin sikre sejr fast med et servees til stillingen 6-0.

Caroline Wozniacki kan rende ind i Azarenka i kvartfinalen. Vinder hun den, kan Serena Williams stå klar i semifinalen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip