Kevin Magnussen forudser varmeproblemer på Hockenheim

Skrevet af admin

17/07/2014

Dagens topnyheder

Vejrudsigten beretter om en varm weekend for Formel 1-feltet, som på søndag skal køre det tyske grandprix på Hockenheim-banen.

Der ventes over 30 grader, når sæsonens 10. af 19 grandprixer bliver afviklet, og det er blevet bemærket af danske Kevin Magnussen.

- Jeg tror, det bliver en udfordring med dækkene, hvis det bliver så varmt, som de spår. Det kan blive et problem, men det er ens for alle, siger Kevin Magnussen ifølge sporten.tv2.dk.

- Jeg skal bare have en så god kvalifikation som muligt, og så skal vi lære så meget, vi kan, om løbet, siger han.

Den danske McLaren-kører er blevet nummer syv ved de seneste to grandprixer i Østrig og England.

21-årige Kevin Magnussen går efter en bedre placering på Hockenheim.

- Forventningerne er en lille smule højere. Det skal gerne forbedres. Min side af garagen har været god i tidtagningen, og det skal vi blive ved med.

- Jeg er positiv forud for den her weekend. Det er en dejlig bane at køre på, siger han.

Kevin Magnussen har hentet 35 point i sæsonens første ni løb og er på niendepladsen i VM-stillingen.

Teamkammeraten Jenson Button har 55 point og er samlet nummer otte.

/ritzau/