Kevin Magnussen har en idé om sin fremtid

Skrevet af admin

20/11/2014

Dagens topnyheder

Ryger Kevin Magnussen eller Jenson Button ud af McLaren i næste sæson, hvis Formel 1-teamet som ventet skriver kontrakt med spanieren Fernando Alonso? Det er et af de store uafklarede spørgsmål i øjeblikket i Formel 1.

McLaren meddelte onsdag, at teamet tidligst den 1. december vil melde ud om sammensætningen af teamet i 2015, men Kevin Magnussen ved muligvis allerede noget nu, tre dage før sæsonens sidste grandprix i Abu Dhabi.

- Jeg har da en idé om, hvad der kommer til at ske. Men den er der ingen grund til at dele med nogen lige nu. Det er vigtigt for mig at fokusere på den her weekend, siger Kevin Magnussen til TV2 Sporten.

Den 22-årige dansker har kørt 55 point ind i sin første sæson i Formel 1, mens verdensmesteren fra 2009, den 34-årige brite Jenson Button, har hentet 106 point. Begge har kontraktudløb efter i år.

Torsdag blev det helt officielt, at Fernando Alonso forlader Ferrari-teamet, der til gengæld henter den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel fra Tyskland.

Kevin Magnussen erkender, at det er svært at ignorere al virakken om fremtiden.

- Det er da noget, der er i mit baghoved, at jeg ikke har kontrakt. Men der er ikke nogen grund til at bekymre mig om det, for jeg ved, det ikke kommer på plads i den her weekend, siger han.

Danskeren regner ikke med, at grandprix-weekenden i Abu Dhabi får den store betydning i forhold til, om McLaren ender med at forlænge med enten ham eller Button.

- Det tror jeg helt ærligt ikke. De har set os køre, vi har kørt 18 løb. De ved godt, hvad vi kan, siger Kevin Magnussen.

/ritzau/