Kevin Magnussen i lære som formel 1-kører

I disse uger må 20-årige Kevin Magnussen være verdens travleste racerkører.

For fire uger siden begyndte han 2013-sæsonen i Renault World-series med to andenpladser på Monza-banen i Italien. Så fulgte to weekender som reservekører for McLarens formel 1-team ved grandprixerne i Kina og Bahrain. I denne weekend var han så i Aragon, Spanien for at køre anden afdeling af Renault World-series.

- De to weekender i formel 1 har givet mig en bedre forståelse for, hvordan det fungerer på det allerhøjeste niveau, og det vil være en hjælp for mig i Renault World-series, siger Kevin Magnussen.

Hans primære mål for 2013 er at vinde Renault World-series. Men samtidig skal han gøres formel 1-klar til 2014, og i den proces var udnævnelsen til McLaren-reservekører for Jenson Button og Sergio Perez et vigtigt skridt.

- Det er vigtigt for mig, for det er et stort skulderklap at få fra teamet. Og selvfølgelig et skridt i den rigtige retning, siger Kevin Magnussen til sporten.dk.

- Det handler om, at jeg skal være klar til at træde ind, hvis en af de faste kørere bliver syge eller skadet. Men det handler måske endnu mere om, at jeg skal lære alt om formel 1 – lære alle folk i teamet at kende, så jeg er optimalt forberedt, når jeg forhåbentlig selv får en fast plads, forklarer den unge dansker og konkluderer:

- Der er så mange mennesker ansat hos McLaren, at jo flere man har mødt personligt, jo nemmere bliver ens arbejde.Vildt spændendeI både Kina og Bahrain var Kevin Magnussen en integreret del af McLaren-teamet.

- Det var vildt spændende, siger han.

- Selvom jeg kørte bilen i Abu Dhabi-testen sidste år, var det første gang, jeg oplevede, hvordan teamet arbejder i en grandprix-weekend. Jeg sad på pit-muren i alle sessions og kunne følge alle data fra bilen live – samtidig med at alle i teamet snakkede løs over radioen i mit headset. Det var lærerigt at opleve, hvordan de beskeder, man sender fra bilen, opfattes og behandles af folkene i pitten. Jeg var også med til alle debriefings mellem kørere og ingeniører, hvor bilens set-up gennemgås.

Som officiel reservekører skulle Kevin Magnussen også med til det kørermøde, der er obligatorisk for alle, der skal eller kan komme til start.

- Det var meget afslappende at være med til. Fra Renault World Series og formel 3 er jeg vant til, at alting bliver gennemgået minutiøst af løbsledelsen, men i formel 1 er det tydeligt, at alle ved, hvad det handler om, så der skal ikke siges så meget. Førermødet, de mange debriefings med ingeniørerne, erfaring fra Abu Dhabi-testen og tusindvis af kilometer i McLarens simulator har klædt Kevin Magnussen på til at afløse Jenson Button eller Sergio Perez med minutters varsel.

- Reglen er, at jeg skal have kørt mindst en af trænings-sessionerne – men det behøver ikke være kvalifikationen, forklarer han.

- Hvis en af kørerne for eksempel føler sig sløj fredag formiddag, og jeg træder til, kan jeg også køre løbet. Også selvom han får det bedre og kører fredag eftermiddag og hele lørdagen inklusive kvalifikationen. Hvis han så får et tilbagefald søndag, kan jeg køre løbet – men da jeg jo så ikke har været med i kvalifikationen, skal jeg starte bagerst.

McLaren har endnu ikke fastlagt, hvem der skal være reservekører i de enkelte løb resten af sæsonen. Men objektivt set er Kevin Magnussen med sin aktuelle Renault World-series erfaring den oplagte stand-in for Button eller Perez. Teamets to andre testkørere, Gary Paffett (der til daglig kører i det tyske standardvognsmesterskab) og Oliver Turvey (sportsvogne), mangler simpelthen aktuel løbserfaring fra formel 1-biler.

- Men jeg ved ikke, hvordan mit formel 1-program bliver i resten af sæsonen, siger Kevin Magnussen.

- Bortset fra Monaco, hvor Renault World-series er support-klasse til formel 1, er der ikke noget sammenfald. Så i princippet kan jeg være reservekører gennem hele sæsonen, men det afhænger selvfølgelig af, hvordan McLaren vil bruge Gary og Oliver.Pladsen på reservebænken i Kina og Bahrain har kun gjort Kevin Magnussen endnu mere formel 1-sulten. Men samtidig glemmer han ikke sit primære 2013-mål om at vinde Renault World-series.- Mens jeg har gået rundt i formel 1-paddocken de seneste to uger, har Renault World-series hele tiden været i mine tanker. Selvfølgelig er der forskel på Renault World-series og formel 1, men for mig føles det faktisk nemmere at køre formel 1-bilen, fordi den er så rendyrket. Min kørestil passer bare bedre til formel 1.

Dagens Gossip