Kevin Magnussen: I vil se en sulten og voksen Magnussen

Kevin Magnussen kan igen skrive Formel 1-kører på sit cv, efter han onsdag blev præsenteret som kører for Renault i holdets franske hovedkvarter i udkanten af Paris.

Efter et 2015, hvor en enkelt reservetjans, der stoppede inden selve løbet, var eneste løb for Magnussen, som blev droppet til fordel for Fernando Alonso efter Formel 1-debutsæsonen i 2014, glæder Magnussen sig over at være tilbage i feltet.

- Det er klart, at det her er en kæmpe stor mulighed. Nu er det officielt, så jeg kan glæde mig rigtig til det, siger han.

Danskeren mener selv, han er blevet mere voksen efter et år ude i Formel 1-kulden.

- Det er klart, at man får mere hår på brystet af det, jeg har været igennem de sidste to år. Det har været hårdt, men jeg har lært en masse ting, så det er en mere voksen og en rigtig sulten Kevin, man får at se nu, siger den danske racerkører.

Kevin Magnussen kørte i 2014 i Formel 1 for McLaren, dengang med briten Jenson Button som teamkollega.

Den nu 23-årige dansker debuterede i marts samme år med en andenplads ved grandprixet i Melbourne i Australien, og han opnåede 55 point i sine 19 starter i sæsonen.

2016-sæsonen begynder i Melbourne 20. marts. Den anden Renault-bil skal køres af Jolyon Palmer, der bliver Magnussens nok allerstørste konkurrent i feltet.

- Palmer er lige så meget konkurrent som alle andre. Det er vigtigt at arbejde sammen og hjælpe teamet, selv om vi kører om de samme point.

- Han virker som en rigtig kvik fyr. Det bliver en sindssyg hård kamp, men sådan er det i Formel 1, siger Kevin Magnussen.

/ritzau/

Dagens Gossip