Kevin Magnussen misser anden træning i Kina

Skrevet af admin

15/04/2016

Dagens topnyheder

Kevin Magnussen måtte se på, mens de øvrige Formel 1-kørere fredag formiddag dansk tid afviklede den anden træning forud for søndagens grandprix i Shanghai.

Den danske Renault-kører punkterede under fredagens første træning, hvor han ikke blev noteret for en tid, og han kom derefter slet ikke ud til den anden træning.

- Vi er stadig i gang med at undersøge, hvad der skete med Kevins bil under den første træning, og det betyder, at han ikke kører i denne session, meddeler Renault-teamet på Twitter.

Dermed har Kevin Magnussen kun håb om at køre med i en enkelt træning, inden kvalifikationen til grandprixet køres lørdag.

Mens de øvrige kørere var på banen, havde Renault-teamet travlt med at dissekere Kevin Magnussens racer, der altså ikke holdt længe i den første træning.

Danskerens teamkammerat, Jolyon Palmer, endte som nummer 15 i den anden træning.

Den anden træning endte med Ferrari-kørerne Kimi Räikkönen og Sebastian Vettel som de hurtigste.

De sejrsvante Mercedes-kørere Nico Rosberg og Lewis Hamilton måtte tage til takke med de efterfølgende placeringer.

/ritzau/