Kevin Magnussen mister sine VM-point på Spa

Formel 1-køreren Kevin Magnussen er blevet frataget sin sjetteplads i det belgiske grandprix og slutter i stedet som nummer 12.

Den 21-årige dansker har efter løbet på Spa-banen modtaget en straf på 20 sekunder for at hindre en overhaling af Fernando Alonso (Ferrari) på en af de sidste omgange. Det bekræfter McLaren i en pressemeddelelse.

Straffen betyder endvidere, at Magnussen mister de otte VM-point, som han satte ind på kontoen i Belgien.

- Selv om jeg er blevet straffet efter løbet, så har jeg nydt weekenden. Det har været sjovt hele eftermiddagen at være involveret i et godt løb på en fremragende bane, siger Kevin Magnussen i pressemeddelelsen fra McLaren.

Danskeren fortæller, at det var svært at holde forfølgerne bag sig i den dramatiske slutfase, hvor han måtte bruge ufine metoder over for Fernando Alonso.

- Det var en vanskelig udfordring, for alle omkring mig kørte på nyere dæk end mig, og de er alle sammen gode kørere. De er ikke de nemmeste gutter at holde bag sig.

- Så jeg gjorde bare mit bedste for at forsvare positionen, forklarer Magnussen, der også bed mærke i de mange danske fans, der havde taget turen til Belgien.

- Det var fantastisk at se hvor mange danske fans, der var i mængden. Den støtte, jeg har fået i denne weekend, har været fantastisk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger han.

Kevin Magnussen rykker ned som nummer 11 i VM-stillingen med 37 point. Holdkammeraten Jenson Button har 68 point på ottendepladsen.

Daniel Ricciardo (Red Bull) vandt søndagens grandprix på Spa-banen og indtager tredjepladsen efter de to Mercedes-kørere Nico Rosberg og Lewis Hamilton. Rosberg topper kampen om VM-titlen med 220 point.

/ritzau/

Dagens Gossip