Kevin Magnussen: Nu er jeg klar til Formel 1

Kevin Magnussen er fortsat ubesejret i Formel 1.

I går toppede den 20-årige danske McLaren-juniorkører resultatlisterne ved første dag i Young Driver-testen 2013, der afvikles i engelske Silverstone.

Da Magnussen i november debuterede i formel 1 ved Young Driver-testen 2012 i Abu Dhabi, var han også hurtigst af alle.

- Det har været en fantastisk dag, jublede Magnussen, inden han hastede mod lufthavnen, hvor han tidligt i dag flyver til Østrig og femte afdeling af Renault World-serien på Red Bull Ring.

Tropetemperatur

Magnussen nåede at gennemføre 101 omgange i noget nær tropetemperaturer på highspeed-banen Silverstone.

- Jeg er rigtig træt, for 101 omgange svarer til næsten to grandprix-løb her på banen, sagde Magnussen til BT.

- Men nu er jeg i hvert fald stensikker på, at jeg er klar til formel 1 – både fysisk og mentalt.

11 kørere var i aktion på Silverstone i går, og det var første gang, siden 2013-sæsonen startede, at McLaren sluttede en formel 1-dag med hurtigste tid.

Teamets 2013-model har med et pænt ord vist sig ’problematisk, og derfor var Magnussens tid ekstra bemærkelsesværdig.

- Jeg kendte selvfølgelig bilen fra mit simulator-arbejde, men det er alligevel noget andet at køre på banen. Jeg fandt hurtigt ud af, hvad der er dens styrker og svagheder, og mit program fokuserede både på at udvikle aerodynamik og prøve forskellige dæk. Jeg er glad for at kunne hjælpe McLaren på denne måde, sagde Magnussen.

Afprøver omstridte dæk

Young Driver-testen på Silverstone er undtagelsesvis åben for de faste formel 1-kørere, der skal afprøve nye dæk for Pirelli.

Magnussen var næsten et kvart sekund hurtigere end den erfarne Paul di Resta på andenpladsen. Di Resta kører for Force India, der faktisk ligger foran McLaren i konstruktør-VM.

Force India regnes fortsat for det bedste bud på en formel 1-arbejdsgiver for Kevin Magnussen i 2014.

- Force India er en af flere muligheder – formel 1 er i alle tilfælde målet for næste år, siger Magnussen hemmelighedsfuldt.

Young Driver-testen på Silverstone fortsætter i dag og i morgen, hvor McLaren indsætter Oliver Turvey og Gary Paffett.

Dagens Gossip