Kevin Magnussen røg af banen to gange

Det danske Formel 1-talent Kevin Magnussen kørte igen stærkt, da han fredag nok en gang testede sin McLaren-racer på Jerez-banen i Spanien. Og måske kørte han en tand for stærkt.

I en af banens chikaner mistede Magnussens bil grebet om asfalten og spinnede 180 grader rundt. Magnussen slap uskadt, men McLaren-maskinen måtte fragtes tilbage til pitten ved hjælp af en lastbil.

Uheldet var dog ikke værre, end at Magnussen kom på banen igen 20 minutter senere.

Her nåede han at køre et par omgange, før den var gal igen. Danskeren kørte ind i en banens barrierer, og denne gang gik det hårdt ud over McLaren-bilen, der fik ødelagt sin frontvinge. Magnussen slap igen uskadt fra uheldet.

Torsdag satte den 21-årige dansker dagens hurtigste tid, men fredag måtte han nøjes med fjerdebedste tid med en omgang på 1.30,8 minutter.

Den bedste tid tog Williams-køreren Felipe Massa sig af, mens Ferraris Fernando Alonso var næstbedst. Massa kørte 2,6 sekunder hurtigere end danskeren.

Magnussen kørte fredag næstflest omgange af alle kørere. 110 gange nåede den talentfulde dansker rundt på banen.

Det var fjerde og sidste testdag for Formel 1-kørerne. Magnussen var kun på banen torsdag og fredag, hvor han i den grad nåede at gøre opmærksom på sig selv - på godt og ondt.

I 2013 blev danskeren verdensmester i Formula Renault 3.5 World Series, der regnes som en af rugekasserne til Formel 1.

Sæsonens første Formel 1 grandprix køres i Melbourne 16. marts.

/ritzau/

Dagens Gossip