Kevin Magnussen sikrer sig pole i Barcelona

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

Det danske racertalent Kevin Magnussen har fået det optimale udgangspunkt for at sikre sig Formel Renault 3.5-mesterskabet allerede lørdag.

Kevin Magnussen har efter kvalifikationen lørdag formiddag sikret sig pole position til sæsonens næstsidste løb, der køres i Barcelona i eftermiddag.

Danskeren behøver blot at score otte point i alt i de to sidste løb for endegyldigt at sikre sig mesterskabet.

Selv hvis den nærmeste konkurrent, belgieren Stoffel Vandoorne, vinder lørdagens løb, behøver Kevin Magnussen kun at blive nummer seks for at lade champagnepropperne springe.

Det er syvende gang i 14 løb, at Kevin Magnussen starter fra forreste startposition. Vandoorne starter fra fjerde position lige foran feltets anden dansker, Marco Sørensen.

Hvis det ikke lykkes Magnussen at sikre sig titlen lørdag, er der en ny mulighed søndag eftermiddag, hvor sæsonens sidste løb bliver afviklet.

Det foregår lige som lørdagens afdeling på Circuit de Catalunya ved Barcelona.

/ritzau/