Kevin Magnussen: Vi er svagere end i Østrig

Man kan ikke beskylde Kevin Magnussen for ikke at forsøge. I løbet af fredagens to træninger forud for søndagens Formel 1-grandprix i Silverstone nåede han at fuldføre flest omgange af alle kørere.

Det endte med 65 omgange for den 21-årige dansker, som hentede den ottendebedste tid. Og han var begejstret for at køre på den berømte bane i England.

- Det er en god bane, og den er hurtig. Vi er nok hurtigst på de langsommere baner, men dette er en hurtig bane, og det må vi nyde lige så meget, siger Magnussen.

Ved det seneste grandprix i Østrig hentede Magnussen en syvendeplads og seks point, og han håber på en gentagelse på søndag.

- Vi fik det meste ud af bilen, hvilket selvfølgelig er essentielt. Det ser ok ud. Det er i hvert ikke meget værre end i Østrig. Men vi er nok ikke lige så stærke her, og det havde vi heller ikke regnet med.

- Nu må vi se, hvor vi ender. Vi går efter at hente nogle point, siger Magnussen.

Han vurderer, at McLaren primært skal slås mod Force India-kørerne Nico Hülkenberg og Sergio Perez.

- Vi skal nok kæmpe mod Force India. Det er svært at sige, hvor Williams står, konstaterer Magnussen.

Der er ikke de store forandringer med McLaren-bilen, som stadig er langsommere end de bedste biler i Formel 1-feltet.

- Bilen føles meget ens. Det er stort set den samme bil. Så den føles ikke så meget anderledes. Jeg har stadig en god følelse med bilen, og vi må prøve at få det bedste ud af den, fastslår Magnussen.

/ritzau/

Dagens Gossip