Khader: Asylansøgere skal respektere kvinders nej

Skrevet af admin

13/01/2016

Mest læste i dag

De asylansøgere, der er lidt for nærgående mod kvinder, er formentlig unge, seksuelt frustrerede mænd.

Det vurderer integrationsordfører Naser Khader (K), som selv har en syrisk baggrund.

- Min påstand er, at nogle af de mænd, vi hører om i Köln, Sverige og Thisted, er mænd, der ikke er gift og har familie og børn. Det er primært unge, seksuelt frustrerede mænd med en traditionel opfattelse.

Vurderingen kommer i forbindelse, at Dansk Folkeparti kræver en redegørelse af, hvorvidt flygtninge generer danske kvinder. Det sker efter, at flere kvinder i Thisted Kommune har følt sig generet af udenlandske asylansøgere i nattelivet.

Derudover har diskoteker og barer i Sønderborg og Haderslev ifølge TV Syd afvist flygtninge og asylansøgere, fordi de krænker kvindelige gæster med berøringer og tilbud om sex.

- Jeg synes, det er på sin plads at få undersøgt omfanget af det i Danmark. Så det støtter vi op om, siger han til Ritzau.

Grunden til den store seksuelle frustration blandt unge mænd fra de arabiske lande, handler blandt andet om, at ægteskabsalderen efterhånden er meget høj, siger Naser Khader.

Mændene skal spare op til en medgift og en lejlighed, og da der er stor arbejdsløshed, er det svært at opnå det, og derfor stiger ægteskabsalderen.

- I Egypten nærmer den sig de 30 år. Og når man ikke må dyrke sex, så bliver man seksuelt frustreret.

Han deler mandegrupperne i den arabiske verden op i to. De mænd, som er præget af den traditionelle, patriarkalske opdragelse, og dem, der har et moderne livssyn.

- Det er ofte dem fra landdistrikterne, der har en traditionel familieopfattelse og kvindesyn, mens man i en større by som eksempelvis Istanbul ikke vil opleve det på samme måde.

Derfor er De Konservative tilhængere af, at asylansøgere får skåret ud i pap, hvordan det danske samfund er skruet sammen.

- De skal have at vide, at de skal respektere kvindernes nej. De skal vide, at sexchikane er ulovligt i Danmark, og at voldtægter straffes meget hårdt. Det er i hvert fald ikke den opfattelse, som nogle af dem kommer med fra deres hjemland, siger Khader.

Ifølge asylchef i Røde Kors Anne la Cour modtager alle flygtninge og asylansøgere en introduktion til det danske samfund, når de ankommer til landet.

- Alle asylansøgere gennemgår et introduktionskursus i den første tid i Danmark, og der har vi også spørgsmål som ligestilling og seksualmoral på dagsordenen.

- Hvis de får asyl og bliver overført til kommunen, så tager vi det op en gang til. Kurset er på i alt 30 timer med forskellige moduler, siger hun til Ritzau.

/ritzau/