Khader tværer Se og Hør og vinder retssag

Naser Khader vinder over Se og Hør i sagen om beskyldning for sort arbejde. Det oplyser Københavns Byret til Ritzau.

Sagen drejer sig om en historie fra 2007, hvor håndværkere ifølge bladet arbejdede sort hos Naser Khader.

Historien blev bragt midt under valgkampen i forbindelse med folketingsvalget i 2007. Det var dengang, Naser Khader stillede op for Ny Alliance. Siden har bladet gentaget påstanden.

Nu siger Københavns Byret, at Se og Hør skal æde sine ord. Eller som det hedder på jura-dansk: Se og Hør skal anerkende, at der ikke foreligger dokumentation for påstanden.

Dommeren i København har bestemt, at chefredaktør Kim Henningsen og journalisten bag historien skal betale 25.000 kroner i tortgodtgørelse til Naser Khader.

Kim Henningsen er desuden blevet pålagt at offentliggøre konklusionen på dommen.

Efter dommen oplyser Kim Henningsen til Ritzau, at man ikke har tænkt sig at anke dommen til Østre Landsret.

- Vi tager dommen til efterretning og håber, at Naser Khader nu kan komme videre med sit liv, lige som vi er kommet videre med vores, siger Henningsen, der ikke selv var redaktør på bladet tilbage i 2007.

Det var han til gengæld i 2010 og i 2011, hvor bladet bragte sin gamle historie frem igen. I 2010 gik Henningsen selv ud og dementerede påstandene, men ikke i 2011.

Ud over at stemple påstandene fra 2007 om sort arbejde som udokumenterede forholder dommen fra Københavns Byret sig specifikt til bladets gentagelse af påstanden i 2011. Retten erklærer påstanden for ubeføjet, som det hedder.

/ritzau/

Dagens Gossip