KHL-klub belønner dansk ishockeyback med ny kontrakt

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Ishockeyspilleren Jesper B. Jensen har taget et skridt op med skiftet fra Färjestad i Sverige til Jokerit i den russiske Kontinental Hockey League (KHL), men landsholdsbacken har foreløbig klaret den nye udfordring flot.

Jensen har spillet sig til en stamplads på det stærke mandskab, og nu har Jokerit kvitteret for præstationerne ved at fylde endnu et år på danskerens kontrakt, så den løber frem til 2018.

- Det er et skulderklap fra klubben, og det er jeg meget glad for. Samtidig er jeg også ydmyg og ved, at der er mange ting, jeg kan blive bedre til, siger Jesper B. Jensen.

Han ankom til Jokerit sidste sommer efter en middelmådig sæson i Sverige og var fra starten indstillet på at skulle slide hårdt for at få istid i de nye omgivelser.

Men indtil videre har han været med i 51 ud af klubbens 58 kampe i denne sæson - mange af dem som backmakker til landsmanden Philip Larsen, der også har spillet stærkt.

- Det er gået over al forventning. Jeg har erobret en stamplads og får masser af spilletid. Det er jeg stolt over, siger Jesper B. Jensen.

Det tidligere Rødovre-talent bekræfter, at KHL har overhalet den svenske liga styrkemæssigt.

- Ligaen er en del stærkere på flere punkter. Frem for alt er spillerne ældre og tungere i KHL, og de bedste spillere er gode nok til NHL. Teknisk er niveauet meget højt, og der er mange kilo bag nogle af holdene, siger han.

Jesper B. Jensen har i sine første 51 kampe fra Jokerit blandt andet bidraget med fire mål og fire assister.

/ritzau/