Kian Hansen: Vi kan ikke lukke dem ned individuelt

Skrevet af admin

22/10/2015

Mest læste i dag

Gonzalo Higuain. Lorenzo Insigne. Marek Hamsik. José Callejon. Det er nogle af de offensive navne, som FC Midtjyllands defensiv kan komme til at stå over for torsdag aften på MCH Arena i Europa Leagues gruppespil.

De fire spillere, og flere andre Napoli-profiler, kan givetvis holde de fleste Superliga-forsvarere søvnløse før et møde, og FCM-midtstopperen Kian Hansen erkender også, at det er en udfordring af de store, som venter holdet.

- Vi bliver matchet for alvor. Specielt offensivt har de noget af det bedste, vi har mødt længe, så vi skal virkelig kridte skoene for at få et godt resultat med hjem, siger Kian Hansen.

FCM har vist gode defensive takter i denne sæson indtil videre med kun fem indkasserede mål i 14 kampe i henholdsvis Alka Superligaen og Europa League-gruppespillet.

Og de takter skal fortsættes, hvis det skal blive til point mod Napoli.

- Vi skal stå som en samlet blok for at kunne håndtere dem alle sammen. Jeg tror ikke, vi er stærke nok til at håndtere dem en mod en, lyder det fra Kian Hansen.

Men lykkes det, har han stor tro på et godt resultat.

- Hvis vores kollektiv kan stå kompakt på banen, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne klare det, siger han.

I virkeligheden kunne FCM og Napoli gøre sig selv en stor tjeneste ved at tage en sejr hver i de to indbyrdes møder startende torsdag, men Kian Hansen har en anden plan.

- Jeg vil hellere slå dem to gange, siger han med et skævt smil.

/ritzau/