Kidnapper-mistænkt sigtet for voldtægt

Ariel Castros to brødre, Pedro og Onil, der også har været tilbageholdt i sagen, bliver ikke sigtet. Ifølge anklageren er der ingen tegn på, at 54-årige Pedro Castro eller 50-årige Onil Castro har været involveret.

Før mandagens redningsaktion, hvor den ene af kvinderne, Amanda Berry, flygtede fra huset med hjælp fra en nabo, havde ingen af kvinderne før haft mulighed for at flygte, fortæller vicepolitichef i Cleveland Ed Tomba.

»Den eneste chance, de har haft for at flygte, var i mandags. De mener ikke, de har været uden for huset i omkring ti år,« fortæller han.

»De opholdt sig ikke i det samme rum, men de kendte hinanden og vidste, at de andre var tilstede i huset,« tilføjer han.

Den 52-årige Ariel Castro er sigtet for voldtægt af Amanda Berry, Gina DeJesus og Michelle Knight, der i dag er henholdsvis 27, 23 og 32 år. Han er ligeledes sigtet for kidnapning af de tre kvinder samt af Amanda Berrys i dag seksårige datter Jocelyn, der er født under sin mors fangenskab, oplyser myndighederne ifølge Reuters.

Der vil nu blive gennemført en faderskabstest for at finde ud af, hvem der er pigens far. Det formodes dog, at det er Ariel Castro.

Amanda Berry og Gina DeJesus vendte onsdag hjem til deres familier, mens Michelle Knight befinder sig på et hospital i Cleveland, hvor hun ifølge en talskvinde er i god behold.

Ariel Castro stilles for en dommer i et grundlovsforhør torsdag.

Dagens Gossip