KIF-chef ser frem til tilskuerstorm i Champions League

Der venter KIF Kolding København interessant modstand i næste sæsons Champions League, og samtidig kan klubbens kasserer godt begynde at glæde sig.

De danske håndboldmestres sportsdirektør, Lasse Boesen, regner nemlig med fyldte haller med gruppemodstandere som storklubben Barcelona, den tyske danskerklub Rhein-Neckar Löwen og Kristianstad fra Skåne.

- Der venter os nogen rigtig store kampe. De forsvarende mestre fra FC Barcelona med Jesper Nøddesbo og Rhein-Neckar med Nikolaj Jacobsen og Mads Mensah Larsen, siger Lasse Boesen i en pressemeddelelse.

De øvrige gruppemodstandere bliver Vardar Skopje (Makedonien), Vice Kielce (Polen), Pick Szeged (Ungarn) og Montpellier (Frankrig).

- Barcelona trækker altid mange mennesker. Kielce og Vardar er store internationale klubber, og de er uden tvivl også populære. Og naturligvis er Rhein Neckar med Nikolaj og Mensah, som tidligere nævnt, meget attraktive.

- Kristianstad er et relativt ubeskrevet blad, men de er kendt for den store opbakning, siger Lasse Boesen.

Når gruppespillet er afviklet, ryger de to dårligste hold i gruppen ud af turneringen, mens de seks øverste hold går videre til knald-eller-fald-kampe.

Trods en vanskelig lodtrækning mener de danske håndboldmestre, at der er grund til optimisme.

- Vi har bevist, at vi er meget svære at have med at gøre, når vi spiller på hjemmebane. Vi tabte ikke på hjemmebane i Champions League sidste år, og her spillede vi mod Barcelona, Plock og Flensburg blandt andet, påpeger Lasse Boesen.

/ritzau/

Dagens Gossip