KIF-direktør bekræfter spiller-oprør: De vil af med Bredsdorff

Jydske Vestkysten kunne søndag afsløre, at spillertruppen i KIF Kolding København efter et internt møde har besluttet, at de ønsker Peter Bredsdorff-Larsen fyret som cheftræner.

Sporten.dk har været i kontakt med KIF-direktør Jens Boesen, og han bekræfter, at spillerne har meddelt ham, at der ikke er opbakning til Bredsdorff-Larsen. Han afviser dog, at det betyder, at man så rent faktisk også fyrer træneren.

- Hvis du vidste, hvor mange gange, der er kommet spillere til mig og har fortalt, at de er utilfreds med træneren, og de vil have ham fyret… Det har jeg sgu hørt så mange gange i min tid. Spillerne har holdt et møde, hvor de har diskuteret opbakningen til Peter, og det har de så fortalt mig om. Men hvad det udmønter sig i herfra, det er umuligt at sige, siger Jens Boesen og fortsætter:

- Jeg bad spillerne om at tænke sig om. Det her er jo ikke sådan noget, der skal gøres henover natten. Man skal jo også kigge på, hvilke alternativer der er. Der er jo ikke frit valg på alle hylder. Men det vigtigste her er at sige, at opgaven handler om at løfte KIF Kolding København, og det er det, jeg går allermest op i - så kommer alle personer i anden række, lyder det.

Men er Peter Bredsdorff-Larsen træner i KIF Kolding København efter sommerferien?

- Det ligger ikke i vores stil at fyre træneren. Vi tyer til mange andre ting end at fyre træneren. Men nu fik jeg det her at vide i torsdags, men jeg har ikke nået at gøre så meget ved det, fordi jeg er taget til Køln (til Final4, red.). Men det er noget, vi må tage hånd om i den kommende uge, og så må vi sætte os ned og alle parter må få snakket det igennem og se på, hvordan vi bedst kommer videre herfra. Andre kommentarer har jeg ikke til den del, siger Jens Boesen.

Kan man være træner, hvis man ikke har opbakning fra spillertruppen?

- Lad os nu se. Spillerne har jo også kigget på sig selv for at finde ud af, hvordan vi løfter det her projekt til et højere niveau. Vi må evaluere i den kommende uge, siger Jens Boesen.

KIF-direktøren fortæller, at der helt generelt skal ske en evaluering af projektet KIF Kolding København, og her er cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen også en del af de ting, der er på dagsordenen.

- Peter blev ansat til noget andet for to år siden, da vi hentede ham - det her er jo en helt anden funktion han har nu med træning i øst og vest. De seneste ni måneder har vendt op og ned på meget og gjort mange ting anderledes. Derfor er vi nødt til at evaluere ordentligt på det. Nu må vi sætte os ned og snakke om, hvordan vi kan løfte det her til et endnu højere niveau. Så må vi se, hvordan vi fordeler opgaverne, siger han.

Peter Bredsdorff-Larsen førte KIF Kolding København fik sølv i den netop afsluttede sæson. Efter et stærkt grundspil tabte Kasper Hvidt & co. pusten i de afgørende kampe i slutspillet, men fik alligevel kæmpet sig frem til DM-finalerne, hvor de dog fik store klø af Aalborg Håndbold.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip