KIF fortsat med maksimumpoint i håndboldligaen

KIF Kolding København har ikke givet noget væk i Herre Håndbold Ligaen indtil videre, og tendensen fortsatte lørdag, hvor Nordsjælland Håndbold blev besejret 29-24.

Nordsjællænderne fulgte med til 15-15 i begyndelsen af anden halvleg, men så udnyttede KIF Kolding en udvisning til at bringe sig foran med et par mål, og det lykkedes aldrig for gæsterne at lukke hullet igen.

Hos KIF Kolding var der gensyn med Lukas Karlsson og Lasse Boesen, der ellers har siddet ude med skader.

Holdet fører ligaen med 18 point, men Skjern er kun to point efter. Vestjyderne vandt sikkert med hele 38-22 over TMS Ringsted i en kamp, hvor Lasse Mikkelsen scorede ni mål.

Sønderjyske blander sig overraskende også i toppen af ligaen. Holdet ligger på en tredjeplads med 14 point, efter at det lørdag blev uafgjort 25-25 mod Århus Håndbold på hjemmebane.

Sønderjyderne scorede få sekunder før tid efter at have været bagud det meste af kampen. Aarhusianerne førte blandt andet 18-13, men kunne altså ikke modstå hjemmeholdets slutspurt.

Endelig vandt Skanderborg knebent med 30-19 på udebane over Ribe Esbjerg HH.

/ritzau/

Dagens Gossip