KIF fyrer cheftræner Henrik Kronborg og hyrer spanier

Skrevet af admin

31/12/2015

Mest læste i dag

De forsvarende herrehåndboldmestre fra KIF Kolding København har onsdag fyret Henrik Kronborg som cheftræner og i stedet ansat spanske Antonio Carlos Ortega.

- Det er et scoop for dansk håndbold og især for KIF Kolding København, at vi kan præsentere en så anerkendt og succesfuld træner som Ortega, der også i sin aktive karriere var en af grundpillerne på FC Barcelonas dream team.

- Ortega er kendt for et aggressivt kompakt forsvar med et stærkt angrebskoncept, som spillemæssigt går godt i spænd med vores 2020-plan, siger KIF-sportschef Lasse Boesen i en pressemeddelelse.

KIF Kolding København takker samtidig Henrik Kronborg for indsatsen. Han har været ansat i forskellige stillinger i klubben i de seneste fire år.

- Henrik er en vellidt person i klubben og en utrolig stærk strategisk træner, der ikke har haft de mest optimale arbejdsbetingelser på det sidste.

- Vi har været utrolig glade for at have Henrik i klubben og skylder ham en stor tak for indsatsen. Vi ønsker ham al held og lykke fremadrettet, siger Lasse Boesen.

44-årige Ortega har tidligere været træner for ungarske Veszprem, som han sidste år førte til sølvmedaljer i Champions League. I september blev han fyret i Veszprem.

Tidligere onsdag blev det offentliggjort, at Ortega skal være landstræner for Japan. Det vil foregå sideløbende med jobbet som træner i KIF.

Dermed vil Ortega være bundet af opgaver med Japan mellem 15. og 28. januar, hvor de asiatiske mesterskaber afvikles.

Ortega tiltræder officielt 1. februar på en KIF-kontrakt, der løber frem til sommeren 2019.

KIF Kolding København holder i øjeblikket vinterpause og spiller næste gang 10. februar hjemme mod Skive.

/ritzau/