KIF Kolding fortsætter succesmarch i Champions League

Skrevet af admin

13/11/2014

Dagens topnyheder

KIF Kolding København stormer fortsat derudaf i håndboldens Champions League. Torsdag aften sejrede holdet med 29-28 over polske Wisla Plock og ligger nu alene i spidsen for Champions League gruppe B.

Det danske hold går utvivlsomt videre til 1/8-finalerne, men nu ligger holdet i en fremragende position til at tage en af de øverste pladser, som giver en nemmere kamp i 1/8-finalen.

Holdet måtte igennem et drama, inden sejren var hjemme i Plock, hvor hjemmeholdet var foran det meste af kampen. Men en stærk dansk afslutning sikrede sejren.

Det polske hold har haft en svær periode, og derfor øjnede KIF chancerne for en vital udesejr, men det skulle blive et svært foretagende.

Første halvleg bølgede hektisk frem og tilbage, og undervejs var begge hold foran, men oftest polakkerne.

Lidt mere end et minut inden pausen havde polakkerne en stor chance for at komme foran med tre, men KIF afværgede, slog kontra og scorede, så hjemmeholdet kun førte knebent 15-14 halvvejs.

KIF fulgte godt med foran det entusiastiske hjemmepublikum, og Lukas Karlsson stod stærkt i billedet med fire mål i de første 30 minutter.

En tidlig polsk tominuttersudvisning i anden halvleg gav danskerne en god mulighed for at komme ovenpå, men den blev ikke grebet, og i stedet kom Plock ovenpå med tre.

To brændte KIF-straffekast i den første del af anden halvleg gjorde det ikke nemmere at komme tilbage, og Plock kunne gå ind til de sidste 10 minutter med en føring på 24-22.

KIF havde flere chancer for at udligne, men ofte manglede skarpheden. Fem minutter før tid fik Kim Andersson dog endelig skabt fuld kontakt til 25-25.

Tre minutter før tid blev Wisla ramt af en udvisning, der blev vital. Bo Spellerberg og Kasper Irming bragte KIF foran med to mål. og det kunne hjemmeholdet ikke svare tilbage på.

KIF har nu ni point for fem kampe, hvilket er to mere end Barcelona, som dog har spillet en kamp færre. Spanierne møder lørdag tyske Flensburg-Handewitt, der har seks point for fire kampe.

/ritzau/