KIF Kolding København appellerer pointsag

Skrevet af admin

23/03/2016

Dagens topnyheder

KIF Kolding København anker beslutningen om, at klubben er blevet fratrukket fem point i Boxer Håndboldligaen onsdag.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse få timer efter, at Håndboldens Appelinstans under Dansk Håndbold Forbund, DHF, besluttede at fratrække KIF fem point for ulovligt brug af træner Carlos Ortega i tre kampe håndboldkampe i ligaen.

KIF skriver, at beslutningen om at anke er truffet i bestyrelsen efter samråd med klubbens juridiske rådgivere.

- Vi kan af kendelsen konstatere, at Håndboldens Appelinstans er enige med os i, at det ikke af Ligareglementet kan udledes, at DHF skal registrere og indholdsmæssigt godkende kontrakten med Carlos Ortega på samme måde, som det gælder for spillere.

- KIF Kolding København mener således ikke, at der er grundlag for den afgørelse, der er faldet. KIF Kolding København har opfyldt alle de krav, der findes i Ligareglementet forud for anvendelse af ny træner.

- Vi er utrolig kede af det, at sagens resultat skal gå ud over Nordsjælland og Skanderborg, og at der bliver skabt usikkerhed om placeringerne i ligaen i øvrigt, skriver klubben i pressemeddelelsen.

Kendelsen kan ankes til DIF Idrættens Højeste Appelinstans, hvilket skal ske inden for fire uger.

KIF blev fratrukket de fem point, som var opnået i kampe mod Skive, Sønderjyske og Mors-Thy, da de tre nævnte klubber protesterede imod den oprindelige afgørelse, der lød på 100.000 kroner i bøde til KIF.

Beslutningen har fået stor betydning for afviklingen af Boxer Herreligaen, da de fem point er strøget ud over de tre klubber inden onsdagens sidste runde i ligaen.

Her kunne Skanderborg Håndbold have sikret sig en plads i slutspillet, men det kan ikke længere lade sig gøre, da Skanderborg er to point efter Sønderjyske nu, som er bedre indbyrdes på ottendepladsen i ligaen.

De fem point, der er trukket fra KIF, betyder, at klubben ryger ned på sjettepladsen, mens bundholdet Skive stadig har chancen for at undgå direkte nedrykning, da man inden aftenens kampe er to point efter Nordsjælland, som man er bedre end indbyrdes.

/ritzau/