KIF Kolding taber knebent i Barcelona trods drømmestart

Skrevet af admin

24/10/2015

Dagens topnyheder

En helt igennem fantastisk start var ikke nok for KIF Kolding København til at sikre point i lørdagens udekamp i Champions League mod FC Barcelona.

Den spanske håndboldgigant endte med at vinde gruppe B-kampen med cifrene 28-25, men storfavoritten var rystet i kampens første fjerdedel og måtte kæmpe hårdt for at komme tilbage.

Efter en blanding af flot KIF Kolding-spil og søvnig optræden fra hjemmeholdet førte de danske mestre med uhørte 10-2 efter et kvarter.

Kasper Hvidt brillerede i målet, og i offensiven hamrede Bo Spellerberg og Lasse Andersson mål ind på stribe.

Allerede ved stillingen 4-1 til KIF Kolding havde Barcelona-træner Xavi Pascual taget timeout, og man behøvede ikke at være ekspert i spansk for at forstå, at træneren var ekstremt utilfreds med sit stjernemandskab.

Skideballen hjalp dog intet i første omgang, men i anden halvdel af første halvleg fik de regerende Champions League-vindere bedre fat.

Den tjekkiske storspiller Filip Jicha kom ind og lavede fire mål i halvlegen, og også makedoneren Kirill Lazarov begyndte at score.

Det skaderamte Kolding-hold lavede - på grund af holdets smalle bænk - kun få taktiske ændringer i første halvleg.

Cyril Viudes kom ind, så han sammen med Torsten Laen udgjorde en duo på stregen, således at veteranen Lars Jørgensen kunne få en pause fra de offensive pligter.

Barcelona fik reduceret til pausestillingen 13-11 i Koldings favør, og med to mål inden for halvandet minut i anden halvleg fik spanierne udlignet til 13-13.

KIF Kolding var dog ikke slået. Tværtimod fortsatte de danske mestre ufortrødent og kom foran 19-16.

Først et kvarter før tid sendte hjemmeholdet sit danske islæt, stregspilleren Jesper Nøddesbo på banen. Han gjorde sig primært bemærket med at pådrage sig en udvisning i to minutter.

I denne periode tog Barcelona-holdet sig sammen, og 11 minutter før tid bragte Kirill Lazarov holdet foran 21-20. Det var hjemmeholdets første føring i kampen.

Alligevel var der spænding til det sidste. Men da Kirill Lazarov halvandet minut før tid konverterede et straffekast til en 27-25-føring til Barcelona - hans tiende scoring i kampen - kunne Kolding ikke svare afgørende igen.

Med nederlaget er KIF Kolding fortsat nummer otte og sidst i gruppe B med to point for seks kampe. FC Barcelona ligger nummer to med ni point.

De seks bedste hold går videre efter de 14 gruppekampe.

/ritzau/