KIF præsenterer stort millionoverskud

Der fremgår af det regnskab, som KIF Håndbold Elite A/S, der er selskabet bag håndboldprojektet, netop har offentliggjort. Det er et uhørt stort plus for en dansk håndboldklub, og en stor forbedring for KIF, som for et år siden - før man fik en afdeling i København - havde et minus på 10,9 mio. kr.

Der har ellers løbende været sat store spørgsmålstegn ved den økonomiske levedygtighed for den jysk-københavnske håndboldklub, hvilket i høj grad blev forstærket af, at halvårsregnskabet viste et minus på 5,875 mio. kr. Derfor er direktør Jens Boesen da også glad for, at klubben nu er i stand til at levere så stort et overskud.

- Jeg føler, vi har fået bevist, at ideen med vores projekt var rigtig. Og jeg føler, vi har bevist, at der er folk, der virkelig bakker op om det her projekt og tror på den måde, som vi har valgt at nyskabe sporten på, siger Jens Boesen.

- Det her giver en tro på fremtiden og en tro på, at de næste generationer også kan være med på topplan her, som vi har været det i 25 år. Men vi er samtidig klar over, at vi skal arbejde mindst lige så hårdt fremover, fortsætter han.

Det er dog ikke salget af Boldsen-trøjer og entreindtægter, der har givet plus på bundlinjen. En væsentlig del af forklaringen på overskuddet skal findes i, at der er sket 'ekstraordinære indtægter', som det er formuleret i årsrapporten.

Det drejer sig blandt andet om 26,5 mio. kr. fra klubbens aktionærer, som på en ekstraordinær generalforsamling i maj stemte for at ændre klubbens kapitalstruktur. Der er derimod stadig et stort tab på driften i KIF.

Derfor fremgår det også af årsrapporten, at KIF forventer, at 'regnskabsåret 2013/2014 vil udvise et beskedent resultat'.

- Vi har både haft nogle ekstraordinære indtægter og store omkostninger i forbindelse med at skabe det her projekt. Vi har været afhængige af de ekstraordinære indtægter, men det har givet os muligheden for at cementere vores plads på markedet, og det giver os gode muligheder for at udvikle os herfra. Men vi er ikke fremover lige så afhængige af den slags indtægter, som vi har været her i det første år, forklarer Jens Boesen.

Det positive regnskab betyder samtidig, at den spanske verdensstjerne Albert Rocas, der indtil videre har været låst på grund af DHFs regnskabsregler, kan spille med for KIF, når de onsdag aften møder Tvis i ligaen.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV