KIF-profil: Kæmpe forskel på at blive toer eller treer

Skrevet af admin

21/02/2015

Dagens topnyheder

Med nederlaget i sidste weekend til Barcelona glippede førstepladsen i Champions League gruppe B.

Nu skal KIF Kolding København revanchere sig og i det mindste sørge for, at en flot andenplads i den stærkt besatte gruppe kommer hjem, så klubben er bedst stillet i den efterfølgende 1/8-finale.

Det kræver en hjemmesejr mod svenske Alingsås søndag.

- Vi ved, hvad der kræves af os. Vi skal vinde søndag for enhver pris. Vi har tilspillet os en gylden mulighed for at få en andenplads i en meget svær pulje, og den skal vi ikke lade gå tabt.

- Der er kæmpe forskel på, om vi bliver nummer to eller tre i puljen. Og man vil alt andet lige få en nemmere vej til en kvartfinale med en andenplads, for så møder man en treer fra en anden pulje, siger KIF's Torsten Laen til klubbens hjemmeside.

Han pointerer dog, at ingen kampe er hjemme. Det oplevede det danske mesterhold så sent som onsdag, da holdet overraskende tabte på udebane til Århus Håndbold i Boxer Herreligaen.

Det skal revancheres søndag, og Laen giver formlen.

- Vi skal finde tilbage til de koncepter, som gjorde, at vi havde succes i første halvdel af sæsonen. Vi skal have en stærk og kontrolleret defensiv og arbejde med lange angreb, hvor vi venter til, den helt rigtige chance byder sig.

- Det har været særdeles effektivt i Champions League, og det skal vi finde tilbage til igen, for så tror jeg på, at vi vinder over Alingsås på søndag, lyder det fra Torsten Laen.

Inden weekendens afsluttende gruppekampe har Barcelona sikret sig førstepladsen, mens KIF og SG Flensburg-Handewitt følger efter begge med 12 point.

Danskerne er dog bedre end tyskerne indbyrdes og kan derfor sikre sig andenpladsen med en sejr i den sidste kamp, der begynder i Kolding søndag klokken 16.50.

/ritzau/