KIF skriver kontrakt med tre nye spillere

Mens håndboldklubben KIF Kolding København må sige farvel til nogle af sine profiler, tilføjer klubben tre nye spillere til truppen for den kommende sæson.

Fra Hammarby i Sverige har klubben hentet Martin Dolk, mens danske Magnus Landin er hentet fra Nordsjælland Håndbold. Begge spillerne er venstrefløje.

Navnet Landin klinger muligvis bekendt i nogles ører, og det er da også den danske landsholdsmålmand Niklas Landins lillebror, som nu trækker i trøjen for KIF.

Magnus Landin har endnu ikke haft A-landsholdsdebut, men sidste år var den 18-årige venstre fløj med til at vinde U19-VM.

Også målmanden Marcus Cleverly er torsdag blevet præsenteret som ny spiller i KIF-truppen. Det har dog længe været kendt, at han ville komme til KIF.

Landsholdsmålmanden har senest spillet en enkelt sæson i Hamburger SV og fire sæsoner i den polske klub Vive Kielce.

KIF fastholder desuden sin nuværende trænerstab med islændingen Aron Kristjansson i spidsen og Henrik Kronborg og Bilal Suman som assistenttrænere.

/ritzau/

Dagens Gossip