KIF-stjerne er ude de kommende fem måneder

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

Håndboldklubben KIF Kolding København må undvære den svenske verdensstjerne Kim Andersson de næste fem måneder, efter at bagspilleren tirsdag aften blev opereret i sin skulder.

Ifølge Ekstra Bladet fik Andersson pudset og renset skulderen, og hvis alt går vel, kan han være tilbage til sæsonafslutningen, som kan byde på spændende opgaver.

DM-semifinaler og finaler samt Final4-stævnet i Champions League er en mulighed for Andersson, hvis altså holdkammeraterne kan levere varen på banen, mens han er ude.

Svenskeren har længe haft problemer med skulderen, så nu er klubben glad for at få vished om skadens omfang.

- Det er en lettelse for alle, at der langt om længe er blevet handlet, siger KIF Kolding Københavns pressechef, Thomas Christensen, til avisen.

/ritzau/